|
Præsentation Ry Sejlklub har Flipper-joller, men mangler en træner til bådtypen. Vi har også flere juniorer der gerne vil sejle i jollen. Flipperen er en overgangsjolle, dels fordi den er til at købe uden at man skal ud og optage lån, og dels fordi den er en meget hurtig og spændende jolle. Jollerne er sjove og kan sejles på flere måder, nogen sejler med trapez og spiler, andre er først ved at lære at håndtere jollen. Der er mulighed for at deltage i kapsejlads, hvis man ønsker det, dels afholder vi selv FlipperCup i juni, og dels kan man deltage i andre klubbers stævner. Vi sejler fra kl. 17:00 til 19:00 hver torsdag. Efter sejladsen er der fællesspisning, hvor forældre til sejlerbørnene på skift laver maden.
FLIPPERJOLLEN blev konstrueret i 1968 af arkitekt Peter Bruun og jollen blev bygget som selvbygger projekter i klubberne rundt omkring i landet. Jollen har idag stor udbredelse i skandinavien. FLIPPPERJOLLEN er en tomands glasfiberjolle med løst sværd og aftageligt ror som på Optimistjollen. Jollen med beslag vejer ca. 78 kg. En vægt der gør, at at jollen let kan transporteres på taget af en bil. FLIPPPERJOLLEN er 4,05 meter lang og 1,36 meter bred. Masten er 6 meter høj. FLIPPERJOLLEN er udstyret med 7,2 m² storsejl, 2,6 m² fok, 10,0 m² spiler + trapez. Tillrigget har jollen evne til at plane og bliver hermed attraktiv for racing. FLIPPERJOLLEN har en staget mast med diamant. Masten er trimbar efter vind og søforhold, sejlenes form og besætningens vægt. Nævnte egenskaber giver udfordringer til besætningens sejltekninske formåen. FLIPPERJOLLEN er perfekt som afløser for optimisten og har været et springbrædt for mange af vores internationale jollesejlere.
|